- "T´was a woman who drove me to drink. I never had the courtesy to thank her..." - William Claude Dukenfield (W.C.Fields) - amerikansk skuespiller og komiker
Teknik
Hver dag i løbet af denne julekalender giver vi dig lidt fakta om whisky og whiskyproduktion, for whisky er mere end bare et nydelsesmiddel. Det er også en fantastisk tradition – en spændende historie – og en klassisk måde at nyde livet på, for de kræsne forbrugere. Der findes dedikerede whiskybarer, der skrives bøger - og årbøger - om whisky – så bygges der nye destillerier overalt i verden. Glæd dig til de 24 låger i denne whiskyjulekalender – velkommen til!
Produkt
Dagens dram er en af de nye klassikere. En 12 års udgave fra destilleriet Tomatin, nær Inverness, som nok skulle kunne gøre det ud for decembers første dram. Der er ind imellem diskussion om destilleriet ligger i Speyside eller Highlands, men sandheden er som bekendt, at Speyside er en del af The Highlands, så hvorfor bruge tid på at diskutere den slags.
Tomatin 12 har et udpræget højlandspræg, med en god, krydret og fyldig karakter. Speysidestilen træder også klart frem, med en klar duft af Sherry og med fine og sødmefulde noter af frugtsødme, malt, mørke tørrede frugter, nødder og appelsin. I smagen fremstår den med en skøn cremet mundfornemmelse og med fyldige noter af toffee, nødder og krydderier - som nellike og varmende ingefær. På alle måder en dejlig måde at begynde den første vinterdag på.
Producent
Tomatin Distillery var på et tidspunkt det største destilleri i Skotland, men siden er meget sket. Dels har man indskrænket produktionskapaciteten på destilleriet - og dels er der blevet bygget nogle ny gigantiske destillerier, i en størrelse, som ingensinde før. Destilleriet har i mange år haft en strategi om at levere til blends og til andre producenter, men omkring 2014 skiftede man retning og satser nu stort på maltwhiskymarkedet, hvilket man med dagens aftapning kan se er sket med stor succes.
(c) Carsten Hering Nielsen for Mac Y A/S
Dagens citat:
- “I’m on a whisky diet. I’ve lost three days already.” - Tommy Cooper, Britisk komiker
Whiskyfakta:
Når der laves røget whisky i Speyside, er der to forskellige måder at gøre det på. Den ene er den helt traditionelle, hvor man anvender røgmalt i produktionen, som det kendes på Islay og på øerne. Det giver normalt en anderledes røgkarakter, idet de tørv man normalt bruger til denne proces er fra lokalområdet, hvorfor den indeholder nogle andre (oftest sødere eller mere bålagtige) smagskomponenter, end de tørv man høster på Islay (som ofte har ganske medicinske noter, som jod m.v.).
Den anden måde er mere speciel. Her laves whiskyen på normal vis med den Speyside-karakter man nu engang får ud af det. Men når denne så skal modnes sker det på fade, der tidligere har indeholdt røget whisky – eksempelvis fra Islay. Dette kan igen gøres på to forskellige måder, nemlig fra fødslen, hvorved whiskyen opnår en helt integreret røgstil, eller efter nogle års lagring – det man også kalder ’finishing’ eller ’advanced cask enhancement – ACEing’. Den sidstnævnte metode betyder oftest, at man vil opleve sin whisky i to (eller flere) tempi. Først (typisk) et anslag af røg, dernæst et element af den normale, frugtige Speysidekarakter – og ofte igen derefter en let røget afslutning, men meget mildere end det første anslag.
Produkt:
Dagens dram vil måske fremstå lidt krasbørstig for nogen, så der skal fares med lempe, hvis man ikke har de store erfaringer med røget whisky. Birnie Moss er ’heavily peated’ (meget tørvet), hvilket man normalt omtaler som ’røget whisky’, i Danmark. Alkoholprocenten er også noget højere end de gængse supermarkedswhiskyer, så vi anbefaler, at man tager en lidt mindre tår end man plejer, indtil man lærer dagens dram lidt bedre at kende. Det kan også anbefales at holde munden lukket indtil man har sunket sin mundfuld, og at trække vejret ind og ud gennem næsen, inden man åbner munden igen. God fornøjelse!
Producent:
Birnie Moss er produceret af destilleriet BenRiach, der ligger i højlandsområdet Speyside, umiddelbart syd for hovedbyen Elgin. Her har man i en årrække været foregangsmænd for alle mulige forsøg på at tilføje skotsk whisky – og altså især skotsk Speysidewhisky – nye smage og udtryk. Det begyndte egentlig da BenRiach var ejet af Chivas Brothers. De skulle bruge en masse røget whisky til deres blend, men ejede ikke selv et destilleri på Islay, og måtte altså derfor enten købe sig til det – eller lave det på et destilleri uden for øen. Man gjorde mest det første, men da det jo i sagens natur var konkurrenterne, der ejede det whisky man havde brug for, så kunne man måske forestille sig, at de skruede prisen lidt højere op end hvad Chivas Brothers havde lyst til at betale. Resultatet blev altså, at man besluttede sig for at lave forsøg med at lave whisky på røgmalt på et traditionelt Speysidedestilleri – og de forsøg faldt så godt ud, at man har fået sig en trofast følgerskare, som nyder de røgede dråber fra Speyside – og i dag indgår Birnie Moss som et af de centrale udtryk i BenRiachs portefølje af whiskyer.
Dagens citat:
- “The water was not fit to drink. To make it palatable, we had to add whisky. By diligent effort, I learned to like it.” - Winston Churchill, Britisk premierminister
Whiskyfakta:
Dagens Dram er speciel i den henseende, at der er tale om en enkeltfadsaftapning – eller det som på udenbysk kaldes for Single Cask. Konceptet er egentlig så simpelt at forstå, som noget kan være: Der er tale om whisky fra et enkelt egetræsfad. Det var det.
Når enkeltfadsaftapninger alligevel er mere kompliceret end som så, så er det det primært fordi man aldrig helt ved hvad man får med en enkeltfadsaftapning, før man har smagt den. Sådan vil nogen måske mene, at det altid er med whisky – men med enkeltfadsaftapninger er det alligevel noget særligt. De fleste destillerier har det man kalder en husstil – eller en house style, hvis det skal være på engelsk. Denne stil forsøger de så vidt muligt at fastholde gennem valg fade, gennem traditionelt at anvende samme produktionsmetoder og så videre. Men da den ene faktor, der påvirker en whisky mest er fadet, så kan der være kæmpe variation i, hvordan de enkelte fade falder ud. Sikkert er det i hvert fald, at smagen er unik – og aldrig lader sig præcist genskabe. Nogle fade kan fremsmå som klassiske og højt besungne eksempler på destillerikarakteren, og andre er så langt væk derfra, at man bliver helt fascineret af, at whisky der er lavet samme sted – og nogle gange endda samme dag og samme tine – kan være så forskelligt.
Produkt:
Speybridge lyder som et hæderkronet Speysidedestilleri – og det har nok skabt furore i mangt et entusiasthjem, når flasken er blevet åbnet, og folk får smagt på den lækre væske, der gemmer sig deri. Frem af gemmerne er hentet kort og opslagsværker, men ak – ingen kan give placeringen på destilleriet. Og godt det samme, for her er nemlig ikke tale om en Single Malt, men derimod om en Blended Malt. Efter vores oplysninger, er der tale om whisky fra tre destillerier, der alle ligger i nærheden af den berømte bro – men nærmere kommer vi det nok ikke. De er blandet sammen og lagt på et fad, der tidligere har indeholdt sherry – og undervejs har man tabt så meget alkoholstyrke, at de 45.5% faktisk er original fadstyrke.
Speybridge er blød, blid og indsmigrende, med en fantastisk sødme og en lækker, lang eftersmag. Det er en af de enkeltfadsaftapninger som man går på jagt efter, når man har tømt flasken – og med lidt held kan den stadig findes på hylderne i velassorterede specialbutikker.
Producent:
Wilson & Morgan lyder som et distingveret og hæderkronet engelsk skrædderfirma, men det er langt fra tilfældet. Det med den gode tøjstil og den gode smag er nu godt nok, for ejeren, italienske Fabio Rossi, er en elegant herre. Ud over at klæde sig med i bedste italienske tøjstil, så har han også rigtig god smag når det gælder spiritus. Fabio er en af de mest sikre kort, når det gælder om at udvælge gode fade – og han er også en usvigeligt sikker blender.
Dagens citat:
- “Too much of anything is bad, but too much good whiskey is barely enough.” - Mark Twain - amerikansk humorist
Whiskeyfakta:
Dagens faktaafsnit har måttet undergå en lille redaktionel omskrivning. For i dag er der nemlig ikke tale om en whisky, men om en whiskey. Forskellen i stavemåde er subtil, men ikke desto mindre helt afgørende for både whisk(e)yens karakter og oprindelse. Traditionelt var stavemåden ens over det meste af verden, men med tiden begyndte først amerikanerne, og siden også irerne, at tilføje et lille e inden det sidste bogstav. Det er egentlig blot noget pjat, men i dag kan det være en ledetråd – eller nogen vil måske snarere sige en advarselslampe – får man er på indkøb i spiritusforretningen.
Når stavemåden er whiskey, så er der nemlig oftest tale om enten en amerikansk eller en irsk whiskey. Begge varianter er ret forskellige fra både hinanden, og fra deres skotske storebror – så hvis man enten ikke kan lide det, eller er helt vild med det, så skal men enten undgå eller opsøge flaskerne med det ekstra e i navnet.
Produkt:
Dagens dram er en Buffalo Trace Kentucky Straight Bourbon Whiskey. Den stammer, som navnet mere end antyder fra Buffalo Trace Distillery i Kentucky State, USA – og er altså en amerikansk Straight Bourbon Whiskey. For at nå dertil skal whiskeyen indeholde mindst 51 % majs, en portion rug eller hvede, og oftest også noget maltbyg, til at få enzymerne til at på begynde gæringsprocessen på en hurtig og effektiv måde. Den skal også have ligget på fad i mindst fire år. Buffalo Trace er en blandt en alenlang række af varemærker (over tyve varemærker) fra destilleriet Buffalo Trace, og er en rigtig god måde hvorpå man kan stifte bekendtskab med amerikansk whiskey i almindelighed – og med bourbon i særdeleshed. Læg især mærke til hvordan mundfornemmelsen er lidt anderledes end de sidste dages skotske whiskyer. Det skyldes primært to ting. Dels den ovennævnte forekomst af majs, der byder ind med en dejlig sødmefuldhed – og dels, at amerikansk bourbon er lagret på friske (virgin) træfade af amerikansk hvideg (white oak), hvilket godt kan betyde, at whiskeyen tilføjer lidt ekstra bid på tungen. Vi håber du kan lide den – det kan vi!
Producent:
Buffalo Trace, der tidligere hed George T. Stagg Distillery, ligger i Frankfort, Kentucky. Navnet stammer angiveligt fra den tid, hvor der på stedet lå en boplads, hvor man samlede de bøfler man ville drive mod Kentucky River. På hjørnet foran besøgscentret står der en flot bronzestatue af en lille bøffel, som giver de besøgende en lille reminder om, at de faktisk befinder sig på traditionsrigt område, hvor historien går helt tilbage til midten af 1700-tallet for nybyggernes vedkommende, og naturligvis endnu længere tilbage hvad angår indianerne. Hvis du bliver interesseret i at lære mere om Buffalo Traces produkter, så prøv at slå Buffalo Trace Antique Collection op. Det er en samling af de ypperste amerikanske whiskeyer – en serie, som blandt kendere kaldes Aristokratiet blandt de amerikanske whiskeyer. Her finder vi navne som Eagle Rare, George T. Stagg, Sazerac 18 Rye, William Larue Weller Wheated – alle sammen whiskey i særklasse – og, desværre, også både prissat derefter og begrænset i antal, så det kan være vanskeligt at finde dem. Skulle du løbe over en et sted, så er det med at slå til mens tid er, og sikre sig, at man når at få den smagt inden den forsvinder.
Dagens citat:
- “I should never have switched from Scotch to Martinis.” – Angiveligt de sidste ord på dødslejet, udtalt af Humprey Bogart – amerikansk skuespiller, legendarisk for rollen som Rick i Casablanca
Whiskyfakta:
Et af de emner, der kan få bølgerne til at gå højt blandt whiskynydere over hele verden er Single Malt. Hvis man aldrig før har smagt en single malt, opstår der for mange en helt særlig aura omkring det øjeblik hvor det sker for første gang – og mange glemmer det aldrig, og angiver det endda som det helt afgørende tidspunkt for deres opståede whiskyinteresse, eller måske endda ligefrem whiskymani.
Single malt er i al sin enkelhed defineret som værende maltwhisky fra et destilleri. Det vil altså sige, at whiskyen skal være lavet på 100% maltet byg, og brændt på kedlerne på et enkelt destilleri. Så for lige at skære det ud i pap: Der må altså ikke være blandet whisky i fra andre destillerier, og der må heller ikke være brugt andre kornsorter end byg – og denne byg skal altså oven i købet være maltet.
Produkt:
Dagens dram bringer os tilbage til BenRiach. Hvor det sidste gang var røgudgaven vi stiftede bekendtskab med, skal vi denne gang møde BenRiach i et klassisk Speyside-udtryk, nemlig i den 10-års Single Malt-udgave på 43%. Whiskyerne fra BenRiach har en god tyngde. De har en elegance og en renhed, der gør dem eftertragtede som single malts – både i deres klassiske udgave, som i dag – og i de udgaver med flere år på bagen, som har fået en afslutning på andre fadtyper som portvin, rom, sød PX-sherry, Marsala m.v.
Om dagens dram skriver BenRiach selv i smagsnoterne: ”Denne friske, livlige og frugtige single malt fanger varmende egetræskrydderier, grønne æbler, tørrede abrikoser, fersken og bananer, med diskrete hints af anisfrø, citronskal og byg”.
Producent:
BenRiach blev i 2004 solgt til en gruppe forretningsfolk med en af branchens grand old men, Master Distiller Billy Walker, i spidsen, efter at det havde ligget i mølpose i et par år. Walker og kompagni overtog også varelageret fra Chivas Brothers, som var de tidligere ejere. De blev hurtigt kendte og berømte for de kreative aftryk de satte på de forskellige aftapningsserier og brugen af forskellige efterlagringer på andre fadtyper, end de klassiske. Der gik i sagens natur en del år, hvor det BenRiach Distillery Company solgte var produceret af de tidligere ejere. Men netop dagens dram var den første udgave, der blev lanceret af de nye ejere, som de selv havde destilleret og lagret på destilleriet, syd for Elgin.
Sidste år blev hele BenRiach Distillery Company så solgt til amerikanske Brown-Forman – måske bedre kendt som firmaet, der ejer Jack Daniel’s og Woodford Reserve – og i mellemtiden havde Walker nået at få tilføjet yderligere to destillerier til gruppen, så hele tre velrenommerede skotske destillerier skiftede over dammen. De tre destillerier er: BenRiach, GlenDronach og Glenglassaugh.
Dagens citat:
- “Happiness is having a rare steak, a bottle of whisky, and a dog to eat the rare steak.” - Johnny Carson, vært på det legendariske amerikanske talkshow, "Late Night".
Whiskyfakta:
Efter at whisky holdt op med bare at være whisky, og at single malt holdt op med bare at være single malt, så har begrebet unchill-filtered (eller nogle gange blot UCF eller NCF – non-chill-filteret) grebet om sig. Det skrives af producenterne som en kvalitetsbetegnelse, for at tydeliggøre, at whiskyen ikke er blevet koldfiltreret, og at den dermed indeholde flere af de oprindelige olier, hvilket i sagens natur fører til mere smag.
Koldfiltrering er en proces hvor en væske – i dette tilfælde whisky – køles ned til omkring nul grader Celsius (da whisky indeholder alkohol, kan det endda være til under nul grader). Herved flyder olierne ovenpå – lidt ligesom vi kender det, når juletidens andesky får et lag af fedt ovenpå. Disse olier kan så filtreres af, nærmest som når man skummer en andesky, og den tilbageværende væske fremstår klar og gennemsigtig. Det påstår nogen i whiskybranchen, at kunderne foretrækker – altså hellere klar og gennemsigtig whisky, end whisky med så meget smag som muligt.
Det er dog ikke alle, der er helt enige i den betragtning, og de aftapper altså deres whisky ikke koldfiltreret – eller unchill filtered – for at give en mere fyldig mundfornemmelse og en længere eftersmag.
Produkt:
Vi er tilbage på Tomatin, hvor vi begyndte årets julekalender. Denne gang går vi dog lidt en omvej, for vi skal møde endnu en røget speysider, nemlig Tomatins Cù Bòcan. Det er en whisky på 46 %, med en skøn citrus/lime duft og en ret krydret smag, der giver klare mindelser om jul, med tydelige noter af kanel og kardemomme. Citruspræget står også frem i smagen, tillige med mere eksotiske frugter, der sammen med en elegant og diskret røg slutter i en lækker sødme med et varmende og krydret skud røg. Cù Bòcan er stukket sammen af whisky lagret på både bourbon-, sherry- og virgin oak-fade.
Producent:
Tomatin betyder på gælisk Bakken med enebærbuskene. En af vejene bag destilleriet hedder da også Juniper Drive – så man har taget navnet til sig i lokalområdet. Cù Bòcan betyder spøgelseshunden, og refererer til en legende der fortæller om en hund, der efter sigende hjemsøger tørveområderne nær Tomatin. Det er ikke ofte, at den er på spil – men rygterne er ret vedholdende. Lokal folklore og overtro skal man være varsom med at grine ad – men når kilderne til historierne om spøgelseshunden ofte er destilleriarbejdere på vej hjem fra et aftenskift (eller en julefrokost), kan man godt komme til at trække lidt på smilebåndet, og tænke over, om der mon på andre måder har været problemer med waterpasset under hjemturen. Nu er det imidlertid blevet til en whisky – og den slags skal man aldrig spøge med.
Dagens citat:
- “I’m a simple man. All I want is enough sleep for two normal men, enough whiskey for three, and enough women for four.” - Joel Rosenberg, amerikansk forfatter
Whiskyfakta:
Ligesom det gælder indenfor vin, hvor man taler om den gamle og den nye verden, så eksisterer der også fortsat et klart hierarki når det gælder whisky. I hvert fald i de brede kredse – og sågar også ind i de mere nørdede whiskykredse. Her er det naturligvis Skotland og Irland – og til dels Amerika – der er den gamle verden. Alle de øvrige, eksempelvis fra Japan, Australien, Sverige, Danmark – og som i dag: Frankrig – kalder man med en bred betegnelse for ’World Whiskies’. Det er naturligvis ret nedladende og snobbet, men det er samtidig også en anerkendelse af, at der nu bliver lavet både hæderlig og ligefrem fremragende whisky udenfor den ’gamle’ verden.
Produkt:
Dagens dram er i den forstand en World Whisky – og altså fra Frankrig, nærmere bestemt fra Bretagne. Der er tale om Armorik Single Malt Classic, der som navnet antyder er hjørnestenen i firmaets whiskyportefølje, og præsenterer det bedste kældrene kan frembringe. Den er stukket sammen af whisky af forskellig alder, der er lagret på sherry- og bourbonfade. Duften er fyldig og elegant, med toner af tørrede frugter, hasselnødder og ristet brød. Smagen begynder frugtigt og afslører derefter langsomt sin kompleksitet, igen med tørrede frugter, med korn og med krydderier. En lang og krydret afslutning med måske en antydning af kystpræg.
Producent:
Armorik Whisky – eller rettelig Distillerie Warenghem ligger i byen Lannion i Bretagne og har lavet whisky siden 1994. Destilleriet er grundlagt i år 1900, af Leon Warenghem, hvis navn det altså stadig bærer. I 1967 overtog Leons barnebarn Paul-Henri sammen med sin forretningspartner Yves Leizour stafetten på destilleriet, og det var de to i partnerskab, der flyttede destilleriet til den nuværende lokation i udkanten af Lannion. Kig ind forbi, hvis du er på de kanter i din sommerferie.
Dagens citat:
- “Whisky is liquid sunshine.” - George Bernard Shaw, irsk manuskriptforfatter
Whiskyfakta:
Destilleriaftapninger – Måske har du hørt nogen tale om destilleriaftapninger. Det er lidt misvisende, for det er de færreste whiskyer der i dag bliver aftappet på destillerierne. Det kaldes også for OB i nørdkredse. OB for Original Bottling eller Official Bottling – altså en aftapning, som ejerne af destilleriet selv står bag – og står inde for. De fleste destillerier har en række serier af aftapninger, alt efter hvor store de er, og alt efter hvor deres whisky i øvrigt går hen. Man skal huske, at det stadig er langt hovedparten af den maltwhisky der produceres, der bruges til blends. Det kan du læse mere om i morgendagens whiskyfakta.
Produkt:
Dagens dram er igen fra BenRiach. Denne gang er det med den anmelderroste – og ret lækre – røgede 10 års udgave fra destilleriet i hjertet af Speyside. Vi er på 46%, hvilket giver en dejlig glat mundfornemmelse – og hvis man lader den ligge i den lukkede mund i 10 sekunder, så kan man rigtig mærke frugtigheden og røgen kæmpe om pladsen, for til sidst at smelte sammen i en lækker symbiose. Den er ret kraftfuld, men hvis man ikke tager for store slurke, kommer fadets – og Speysides – frugtighed frem, sammen med citrusnoter, der give en behagelig friskhed, der nærmest renser munden og gør klar til næste mundfuld.
Producent:
BenRiach ligger sådan cirka midt i Speyside. Umiddelbart syd for Elgin og med Longmorn Distillery som nærmeste nabo, er det et af de destillerier som man nærmest automatisk kører ind til, hvis man tager landevejen A90 fra Elgin og mod syd til Rothes, Craigellachie og Dufftown. Der er desværre ikke noget besøgscenter, men ofte kan man snige sig til at kigge ind af vinduerne til kedelhuset, eller de åbne døre til lagerbygningerne. Er man rigtig heldig, kan man få en af destilleriarbejderne til at give en hurtig rundvisning – og sjovt nok, så øges ens held, hvis man har ringet i forvejen og spurgt, om de mon har tid.
Dagens citat:
- “My God, so much I like to drink Scotch that sometimes I think my name is Igor Stra-whisky.” - Igor Stravinsky, russisk pianist og komponist
Whiskyfakta:
Luksusblends – Mange whiskynydere kigger lidt skævt til blended Scotch whisky, men det er egenligt synd. Det er klart, at mange af de billigste blends ikke er den store oplevelse, for der er der tale om whisky, der kun netop når at blive de tre år gamle, som loven foreskriver for at man må kalde det whisky. Det er heller ikke altid, at producenterne har været lige omhyggelige med at vælge fade, der stadig indeholder lidt smag – så det kan være en lidt pauver omgang. Men med de såkaldte luksusblends forholder det sig anderledes. Her er der for det første tale om whisky med aldersangivelse. Det vil altså sige, at den yngste dråbe whisky i flasken er mindst det antal år gammel som der står på etiketten. Det er ikke gennemsnittet – det er ikke den ældste – det er den yngste, for det siger loven i Skotland nemlig også. Blends kan være vanvittigt komplekse i smag og duft. Ofte med en lidt sødere karakter, der stammer fra indholdet af grainwhisky – men ofte er det også netop denne ingrediens, der tilføjer lidt græs og krydderi. Jo højere andel af maltwhisky der er i en blend, jo mere luksuriøs vurderes den at være. Om du er enig – det kan du jo undersøge ved at smage på dagens dram.
Produkt:
Selv om der er tale om en blend, kan man godt fornemme Highland-karakteren. Der lægges kraftigt ud med en fyldig duft af krydderier og ristet malt, næsten kaffeagtig. Tilsvarende i smagen, hvor der virkelig lægges fra land med en fed og olieret mundfornemmelse, med tydelige maltnoter, let røg og krydret sødme, der går over og bliver helt honningagtig. Sødmen bevares i eftersmagen, der slutter blødt og behageligt, og i perfekt balance – præcis det man ønsker af en god blended Scotch.
Producent:
Om dagens producent, Ben Nevis Distillery, er der mange historier at fortælle. Det ligger i et af Skotlands mest turistbefærdede områder udenfor storbyerne, i naturskønne omgivelser nær Fort William. En af områdets store attraktioner er netop Ben Nevis. Ikke kun destilleriet, men også bjerget Ben Nevis, der er Storbritanniens højeste bjerg. Her kan man opleve de mere barske sider af den skotske natur. Man kan ankomme til området i højt solskinsvejr og stå og nyde udsigten til toppen af bjerget, for bare et kvarter senere at se det hele indhyllet i tåge, så man ikke engang kan se halvt op af bjergsiden. Står man deroppe er det knapt så dramatisk som det ser ud nedefra – og hvis man har de tilbøjeligheder og en god fysik, så er det en anbefaling værd, at tage turen til toppen og ned igen. Destilleriet har også en interessant historie. Det er i dag japanskejet, af Asahi Brewers, der ud over et stort ølmærke også ejer whiskymærkerne Nikka og Yamazaki. Længere tilbage var Ben Nevis Distillery et af de få destillerier i Skotland, der kunne producere en Single Blend – altså en whisky, hvor alt indholdet – både grain- og maltwhisky – stammede fra et og samme destilleri. Den tid er desværre forbi, for det var fantastisk whisky. Det håber vi også du synes dagens dram er.
Dagens citat:
- “Ninety percent I’ll spend on good times, women, and Irish Whiskey. The other ten percent I’ll probably waste.” - Tug McGraw, amerikansk baseballspiller
Whiskyfakta:
Cask Strength – eller fadstyrke whisky, som det rettelig hedder på dansk, er en helt speciel sportsgren indenfor whisky. Kigger man historisk på det, så er det den originale måde at få whisky på. Man brugte oprindeligt træfade til opbevaring af den brændte spiritus, da det var den eneste type beholder man havde ved hånden. Det var før plastic, glasflasker og rustfri ståltanke – og man hældte ikke vand i for at fortynde sin dram, før umiddelbart inden den skulle drikkes. Der var jo ingen grund til at slæbe rundt på vand – hverken selv, eller på transporthestens ryg. I dag betragtes fadstyrkewhisky som det ultimative for en maltwhiskyentusiast. Man får whiskyen direkte fra fadet, uden at nogen har filtreret, fortyndet, eller tilført den farve – så man kan selv bestemme hvordan den skal serveres. Skal den have lidt vand eller drikkes som den er? Prøv den altid ufortyndet til at begynde med, og giv den så en enkelt dråbe, for at se hvordan den ændrer sig. Så ved du det, til en anden gang.
Produkt:
Dagens Dram er lidt af en pioner for destilleriet. Efter at man valgte at fokusere forretningen om udgivelse af single malt aftapninger, var det jo nødvendigt, på et tidspunkt at lancere en fadstyrkewhisky, der kunne indgå i kerneporteføljen – core range – af Tomatinwhiskyer. Drammen du har i glasset er netop det udtryk man valgte. Det er en whisky ved fuld fadstyrke – direkte fra fadet, uden fortynding, filtrering eller farve. Man har valgt at blande et nøje udvalg af bourbon- og sherryfade, for så at lade den hvile i kort tid på spanske Oloroso sherryfade, inden aftapning på flaske. Duften bærer præg af opholdet på Oloroso, med krydrede frugtnoter af appelsin, pære og nødder. I smagen bliver nødderne mere mandelagtige og udvikler sig til marcipan, fulgt af karamel og brændt sukker, og mere komplekse noter af ristet malt, kastanjer, læder og vanilje. Eftersmagen er lang og fyldig, med en kraftigt krydret og nærmest udtørrende mundfornemmelse, der dog bliver til mere sødme og fylde, med en enkelt dråbe vand.
Producent:
Der hører en lidt spøjs historie til etableringen af destilleriet. For at få del i det store whiskyboom i slutningen af det 19. århundrede, valgte et konsortium af Inverness-baserede bygherrer, at bygge et destilleri ude i det åbne landskab. I 1897 var der nemlig ingen by på stedet, og selv om det stadig ikke er købstadslignende forhold der præger området, der ligger cirka 25 km syd for Inverness ad A9, så er den smule by der trods alt er til stede faktisk opstået omkring destilleriet. Selve placeringen har dog vist sig at være en fordel i mere moderne tider. Der er en så omfattende produktion af råsprit på Tomatin, at det som mange andre steder hurtigt kan blive småt med lagerkapaciteten. Det er normalt ikke noget problem, for man kører det jo blot væk i store tankvogne. Men om vinteren, når det er rigtigt skotsk snevejr i højlandet, er der en tendens til, at selv hovedvejene må lukke på grund af snefald. Det ville jo være ærgerligt, hvis man var nødt til at indstille produktionen på grund af vejret og manglende lagerkapacitet – men på destilleriet fortæller man, at det stort set aldrig sker på Tomatin. Med sin placering tæt på hovedvejen er det højst en dag om året, at der er helt lukket for udkørsel – og det kan man godt holde til. Normalt kan man enten komme mod nord til Inverness, og videre derfra og østover eller den direkte vej sydpå, mod Edinburgh og Glasgows store tappehaller hvor råspritten lægges på fad og senere til lagring.
Dagens citat:
- “Drown in a cold vat of whisky? Oh, Death, where is thy sting?” - William Claude Dukenfield (W.C.Fields) - amerikansk skuespiller og komiker
Whiskyfakta:
Dagens tema er Double Maturation, eller dobbeltmodning, hvis man skal oversætte det. Det er et begreb, som ikke anvendes lige stringent blandt alle aftappere. Egentlig betyder det, at noget whisky er undergået modning – eller lagring – på en type egetræsfad, for derefter at blive hældt om på et andet fad, for derved at ændre eller tilføje smagen en ny dimension. Der er også nogle aftappere, der bruger begrebet om et produkt, der er stukket sammen af whisky fra to forskellige fadtyper – eksempelvis bourbon og sherryfade – så det kan godt være lidt forvirrende, hvis man ikke ved om det er det ene eller det andet. Normalt er der tale om, at andenmodningen sker i længere tid – ofte et par år eller mere – da man vil betragte en kortere eftermodning som det man kalder ’finishing’. Det kan du læse mere om, om et par dage.
Produkt:
Som de kvalitetsbevidste håndværkere man er på Distillerie Warenghem, har man med dagens dram valgt at præsentere sin viden om og sin tilknytning til det lokale liv og naturen i Bretagne. I samarbejde med en lokal bødker, har man frembragt en række unikke bretonske egetræsfade. Heri lagres Armorik Double Maturation i en række år, inden den afsluttes på ekspressive Oloroso Sherryfade for en andenmodning. Whiskyen bliver derefter reduceret til 46% og aftappes uden filtrering og tilsætning af farve.
Duften er frugtig og elegant, med friske citrus og æblenoter, der fremhæves af en salt duft af flødekaramel. Smagen har vægt af elegante træindtryk, der hurtigt skifter til noter af korn og malt, alt sammen med en bemærkelsesværdig fyldighed. Afslutningen er aromatisk med klare indtryk af honning og forlænges af kornsmagen og behagelige maritime indtryk.
Producent:
Distillerie Warenghem er stiftet i 1900 og var egentlig kendt for at være producent af kvalitetslikører, frembragt på lokale frugter og urter. Det var stiftet af Warenghem-familien, men er i dag ejet af familien Leizour, der var med til at flytte destilleriet til de nuværende bygninger. Den nuværende leder af destilleriet, Gilles Leizour, overtog i 1983 – og det var ham der besluttede, at tilføje whiskyproduktion til produktporteføljen. De frigav den første whisky i 1987 og har siden udvidet til en række forskellige produkter, og en årlig produktion på hele 120.000 LPA.
Dagens citat:
Whiskyfakta:
I forlængelse af indlægget fra den 8. december om destilleriaftapninger, må det være på sin plads, at forklare hvad man kalder whisky, der ikke er originalaftappet. Det kalder man en uafhængig aftapning, eller en independent bottling (IB). Dem der udfører det, kalder man opfindsomt nok for uafhængige aftappere – så det er ikke alt i whiskyterminologien, der er helt uigennemskueligt. Der findes forskellige af slagsen. Nogle kaldes brokere, der køber større bundter af fade med moden whisky, og sælger dem videre til blendere eller til andre uafhængige aftappere. Andre er egentlige aftappere, der køber råspritten direkte på destillerierne, og dernæst hælder det på fade efter eget valg. I nogle tilfælde kan en uafhængig aftapper være særligt legendarisk for sin gode fadpolitik – eller cask management, ofte fordi de vælger nye eller bedre fade end destillerierne ind imellem selv anvender – fordi destilleriernes fade ofte skal indgå i større portioner i blends. Af samme grund er der nogle destillerier som det kan være vanskeligt at finde fra de uafhængige aftappere, simpelthen fordi destillerierne ikke ønsker at overlade ansvaret for whiskyens udtryk til andre. Nogle destillerier hæger meget om deres destillerikarakter, og deres egen kvalitetspolitik – mens andre lader til at være mere åbne overfor den interesse, som det giver deres brands. De fleste maltwhiskyentusiaster synes måske endda ligefrem, at det er mere spændende at smage en whisky, der ikke har den normale destillerikarakter – på samme måde som nogen vælger skræddersyet tøj, frem for stangvarer. Prøv dig frem – det er jo stadig whisky, så det kan ikke gå galt. Husk, at det kan være en fordel at have smagt en dyr flaske før købet. Det er derfor man har whiskysmagninger og whiskyfestivaler.
Produkt:
McAfee’s Benchmark Old no. 8 Brand er lavet på samme opskrift (mash bill) som kalenderens første whiskey, Buffalo Trace. Det er en såkaldt high-rye-mash bill, hvilket betyder, at der er en høj andel af rug i opskriften. Der skal altid som minimum være 51% majs – og oftest også omkring 5% maltet byg, til at få enzymerne i gang i gæringsprocessen – men derudover er der frit slaw for brug af korntyper. Oftest suppleres med yderligere majs, og enten rug eller hvede – eller begge dele. Hvede har en tendens til at give en sødlig bourbon, mens rug – giver en lækker krydret stil. Nogen taler om pebernoter, andre om mere grønlige noter af dild eller esdragon, hvor sidstnævnte kan udvikle sig i større eller mindre grad i retning af lakridsagtige noter som anis, fennikel – og lakridsrod, engelsk lakrids, sød lakrids, m.v. Disse noter er dog knapt så fremherskende i McAfee’s Benchmark Old no. 8 Brand, hvor de fremherskende aromar er karamel, vanilje, og stenfrugter, mens man i smagen får mere tertiære indtryk af læder og tobak udover de nævnte karamel og vanilje, samt diskrete antydninger af tørrede kirsebær.
Producent:
For anden gang skal vi i dag tilbage til Frankfort, Kentucky og til destilleriet ved navn Buffalo Trace. Her er valget faldet på et af de mange brands, der produceres her, nemlig McAfee’s Benchmark Old no. 8 Brand. Der produceres ikke mindre end 18 forskellige brands, hvorunder flere af dem har forskellige alder, alkoholstyrker og kvaliteter. Med andre ord en masse forskellige whiskeyer. Med til historien hører, at det oprindelige navn var Benchmark, da mærket i sin tid var ejet af Seagram’s. Dengang blev det produceret på Four Roses-destilleriet i Lynchburg, Kentucky – men som så mange af de andre varemærker har man altså flyttet produktionen – og ikke mindst opskriften – til Frankfort og tilføjet navnet på et par af Buffalo Trace’s pionerer fra slutningen af 1700-tallet, nemlig brødrene McAfee, der opmålte og udforskede stor landområder nord for Frankfort.
Dagens citat:
- “The light music of whiskey falling into a glass—an agreeable interlude.” - James Joyce, irsk forfatter
Whiskyfakta:
Hvis du ikke helt indendørsmester i whiskyproduktion, så er du måske lidt usikker på hvad det der Malt nu er, og hvordan det fremstilles. Det kan vi godt forstå. Simpelt forklaret, så drejer al spiritusproduktion sig om at frembringe noget sukker, som siden kan gæres til alkohol og destilleres til spiritus. For korns – og i særdeleshed bygs – vedkommende, sker det ved, at man udbløder byggen i vand, hvorved nogle enzymer i byggen aktiveres, og begynder at omdanne stivelsen i byggen til forskellige sukkerarter. Det er i virkeligheden den samme proces der foregår, når kornet skal reproducere sig selv, og begynder at spire. Her skaber kornet sukker, som spiren skal leve af, indtil den kan modtage næring fra solen og den omkringværende jord. Da man i whiskyproduktion netop ikke ønsker at spiringen fortsættes, skal man have den standset før spirerne bliver for store. Det gøres ved, at man breder malten (den fugtige byg) ud på et tørregulv, hvorigennem man kan blæse varm luft. I tidligere tider havde man ikke adgang til varmeblæsere og naturgasopvarmning, så da måtte man bygge en særlig tørreovn, hvorunder man antændte et bål. Hvis du har set et pagodetag på et skotsk destilleri (det kaldes også en Doig-ventilator, efter opfinderen, arkitekten Charles Chree Doig), så er det bygget til at trække luften op igennem den fugtige malt, og sikre, at den tørrede op, inden den spirede – eller endnu værre: begyndte at mugne.
Produkt:
Hvis man skal tale om klassisk højlandsmalt, så er dagens dram, Ben Nevis 10 års, sikker på at komme i betragtning. Den vandt guldmedalje tre år i træk, i 1999, 2000 og 2001, og er ganske enkelt, en fantastisk malt. Både smag og etiket oser af stolthed – og af solid kvalitet fra højlandet, langs vestkysten. At der er tale om en kun 10 år gammel whisky virker næsten urimeligt. Duften er båret af massiv malt, maltsødme, sherry, træ og honning, og alkoholstyrken på 46% leverer et potent udtryk. Smagsmæssigt er vi på linje med duften. Masser af malt- og honningsødme, fulgt op af en mere kompleks og krydret smag, giver sammen med alkoholen en langvarig og varmende mundfornemmelse. Eftersmagen er lang og fyldig, med masser af krydderier, ingefær, peber og fad. En klassisk Highland Whisky, som du kan tage frem og varme dig på, når vejret byder det.
Producent:
Vi er tilbage i Fort William på Ben Nevis Distillery. Denne gang skal vi smage en klassiker iblandt højlandswhiskyerne, nemlig Ben Nevis 10 års Single Malt. Ben Nevis er ejet af japanske Asahi Brewers, og derfor sendes en del af produktionen hvert år til Japan, hvor den indgår i nogle af de blendede whiskyudgaver, der sælges under bl.a. navnet Nikka. I størrelse ligger Ben Nevis i midterfeltet med en produktionskapacitet omkring 2 mio. liter ren alkohol om året. Skulle man komme forbi området, kan det klart anbefales at tage en rundvisning på destilleriet, inden man igen overgiver sig til naturen, uanset om denne er til lands, til vands eller i luften.
Dagens citat:
- “Tell me what brand of whiskey that Grant drinks. I would like to send a barrel of it to my other generals.” - Abraham Lincoln, USAs 16. præsident - om General Ulysses Grant.
Whiskyfakta:
Dagens whiskyfakta er ret enkelt, hvis man forstår sig på engelsk. Og så alligevel, for alt er som bekendt relativt, og hvad der er småt for en, er stort for en anden. Small Batch – dagens tema – betyder lille portion. I Skotland anvendes det typisk om et mindre antal fade, som er blandet sammen – i princippet alt fra to og op efter, så længe man stadig synes det er småt. Den slags er jo altid relativt, men ofte ser man 8-30 fade som øvre grænse. Det er i Skotland. I USA er alting jo større, og der har man hørt om små portioner så store som 30.000 fade. Det er omkring 500.000 liter eller mere, og så begynder det at blive lidt pjattet, at kalde noget for small batch. Dagens House Malt er en small batch lavet af whisky fra 17 fade i et oplag på 6.000 flasker. Det er noget mindre end et normalt single malt batch – men stadig i den øvre ende. Derfor står der da også Limited Edition på flasken, og ikke small batch. Limited Edition – eller begrænset udgave – sælger nogen også som elastik i metermål. Det er set anvendt på over 130 fade og mere end 15.000 flasker, og så er det jo ved at være begrænset hvor begrænset et begrænset antal er.
Produkt:
Duften bærer tydeligt præg af tørv og og fremstår medicinsk i udtrykket - er er brugt Islay peat! Dertil kommer en frisk duft af brændt træ og krydderier. I smagen er røgen dominerende, men som altid med House Malt er der samtidig en god del sødme, der giver en mere fyldig mundfornemmelse, med et godt krydret og let olieret udtryk. Eftersmagen er mere af det samme, med røg, sødme og en krydret afslutning. Tydeligvis en Islay malt, men med en stil der kan bruges som hilsen til de nærtliggende øer Mull og Skye, og destillerierne der.
Producent:
Vi introducerede dig til Wilson & Morgan den 3. december, og i dag kan vi så præsentere dig for endnu et produkt fra hans hånd. Der er tale om en relativt ung, men alligevel velbalanceret whisky, lavet af en serie søsterfade fra samme destilleri. Den er et eksempel på Fabio Rossis evne til at finde og blende fade, der har et unikt udtryk, som altid er i balance og som giver et spændende indblik i et destilleri, selvom det ikke nødvendigvis er tro mod destillerikarakteren. Det synes vi er en charme ved Wilson & Morgans produkter, ud over den gode kvalitet.
Dagens citat:
- “My own experience has been that the tools I need for my trade are paper, tobacco, food, and a little whisky.” - William Faulkner, amerikansk skuespiller
Whiskyfakta:
Vi har tidligere berørt hvad der skal til for at være en single malt, nemlig, at der er tale om whisky lavet alene på maltet byg og fra et enkelt destilleri. I dag skal vi høre om Undisclosed Malts – eller fortrolige maltwhiskyer. Mange destillerier sælger deres nylavede råsprit i store portioner. Enten bytter de med andre destillerier – tankbil for tankbil – eller også sælger de til blendere og producenter af disse Undisclosed Malts. Der findes virksomheder, som lever af at aftappe whisky til eksempelvis supermarkeder, så det kunne i princippet være en Brugsen Single Malt. Af navnet kan vi se, hvem der sælger – og vi kan se, at der er tale om en single malt – men vi kan ikke se hvilket destilleri det er fra. Det er Undisclosed – Fortroligt. Det er de samme problemstillinger der gør sig gældende, som dem der er nævnt den 12. december, for disse Undisclosed Malts er altid udgivet af uafhængige aftappere. Sådan var det i går, og sådan er det også i dag. Du kan sætte dig til at gætte – hvilket destilleri der er tale om. Vi kan ikke fortælle dig det – det er – Undisclosed.
Produkt:
Dagens dram er en lækker whisky. Der er hemmelig, alene af den grund at destilleriet den stammer fra har som politik, at de ikke lægger navn til uafhængige aftapninger, med mindre de selv har leveret fadet og har haft ansvaret for dets karakter fra påfyldning til aftapning af fadet. Duften er fuld af malt, vanilje og frisk egetræ fulgt af sommerbær og friskskåret træ. Smagen er først og fremmest fyldig og rund, med vanijle, karamel og træ, og har en fornøjelig sød og lang eftersmag.
Producent:
Bag den uafhængige aftapper Clan Denny ligger et hæderkronet Glasgowfirma, nemlig Douglas Laing. I dag ledes firmaet af anden generations repræsentant Fred Laing, mens næste generation ivrigt kigger over skulderen i form af Freds datter Cara Laing og dennes ægtefælle Chris Leggat. Clan Denny er således mere et varemærke end et selvstændigt firma, og det er en metode som nogle aftappere bruger, for at kunne udgive og sælge whisky i forskellige kvaliteter, uden at nogen således bliver forvirrede og lader det ene mærkes ry og rygte smitte af på det andet. Douglas Laing er et af de velrespekterede firmaer i branchen. De har et stort lager af fade, og har i de seneste måneder været mest i medierne på grund af deres planer om at bygge et nyt whiskydestilleri inde midt i Glasgow – efter i en årrække alene at have fungeret som aftappere og blendere af udefra produceret whisky.
Dagens citat:
- “A good gulp of hot whisky at bedtime—it’s not very scientific, but it helps.” - Alexander Fleming - skotsk opfinder, af bl.a. penicillin
Whiskyfakta:
Finishing – eller efterlagring, har vi været lidt inde på allerede den 2. december. Efterlagring foregår ved, at man hælder en whisky, der allerede er lagret på en fadtype, over på en anden fadtype, for derved at tilføje nogle nye smagsnuancer – og helst også forbedre den oprindelige whisky. Dagens dram er efterlagret på et caribisk romfad, hvilket gerne skulle bibringe noget sødme fra den rom, der tidligere har været lagret på romfadet. Der er delte meninger om finishing – der findes jo fundamentalister, der sværger til det klassiske til enhver tid – men det er ubestrideligt, at whisky efterlagret på rom har trukket romdrikkere over på whiskyholdet, ligesom whiskyfolk er blevet besnæret af rom, der er blevet efterlagret på whiskyfade (som de fleste jo er, idet brugte bourbonfade er de mest anvendte fade til romlagring). Smag og behag er forskellig. Kan du lide det, så køb – kan du ikke, så lad være. Husk, at det altid betaler sig at have smagt en flaske før man køber. På den måde undgås fejlkøb.
Produkt:
Dagens Tomatin er relativt ung. Det er en single malt på ni år, så den har altså noget af ungdommens friskhed og vitalitet. Alligevel kan den godt fremstå mere moden og lokkende, end dens alder egentlig berettiger den til. Det skyldes rommen. Efterlagringen på romfad giver mere sødme, men caribisk rom er ikke sødme alene. Der er karakter, der tydeligt træder frem i smagen, og det er som om der foregår en lille kamp mellem rommen og whiskyen om, hvornår den ene skal vise sig frem, og hvornår den anden skal have overtaget. Det er der mange, der sætter pris på, og sammen med det generelt ungdommelige udtryk, er der meget i spil i dagens dram. Giv dig god til med den. Brug dit bedste glas, og varm den godt op med varmen fra din hånd, så du undervejs kan opleve de mange duftelementer den har at byde på. Bemærk også hvordan mundfornemmelsen ændrer sig ved forskellige temperaturer. Fra det pågående til det mere glatte. Det betaler sig altid at vise sin whisky en lille smule omsorg og respekt.
Producent:
Producenten af dagens whisky har du mødt tre gange før. Det er Tomatin, der ligger nær Inverness, på kanten til højlandet – men stadig lige indenfor Speysidegrænsen. Prøv at tænke tilbage på de tre tidligere drammer. Kan du huske dem, og måske endda mindes noget af destillerikarakteren? Tomatin har altid fylde – et solidt højlandsudtryk – men den har også altid elegance og balance, som vi kender det og elsker det i Speysidewhiskyerne.
Dagens citat:
Whiskyfakta:
I dag er emnet røget whisky. Det kaldes også for peated whisky – eller på dansk: tørvet whisky – men den mest generelle omtale er under navnet ’Røget Whisky’. Den 13. december kunne du her på siden læse om maltning, og det er netop under maltningen, at den specifikke røgsmag bliver tilført kornet, og dermed whiskyen. Det foregår helt konkret i tørringsprocessen mod afslutningen af maltningen. Hvis man bruger tørverøg til at udtørre kornet, vil partikler fra røgen sætte sig på maltbyggens skaller, og afgive smag til det færdige produkt, når det senere bliver mæsket for at udvinde sukkeret. Der findes en anden metode at få røg i whiskyen på, og den hørte vi om allerede den 2. december.
Produkt:
Det er ikke en dram for tøsedrenge vi hælder op i dag. Der er godt smæk på røgen, alkoholprocenten er på 46 – men alligevel er der noget specielt og indsmigrende over den. Smag på den. Kig på farven, og du vil få et hint. Det er portvin. Ligesom i går er dagens dram efterlagret. I dag er det på portvinsfad, så den er ’Port Finished’, som de har skrevet på etiketten. Portvinslagret whisky kan godt dele vandene lidt. Traditionalisterne sværger til bourbonlagring. Folk med en sød tand elsker sherrybomber, men alle er de som regel indstillet på at prøve noget nyt, og det kan så være en portvinslagret whisky. Der er ingen tvivl om, at portvinslagring historisk set har været meget mere udbredt end det er i dag. Det skyldes naturligvis, at man tilbage i tiden importerede og drak meget mere portvin i dag, og da man konstant manglede gode beholdere, der kunne holde tæt for væske, var de meget efterspurgt af datidens whiskyindustri. Hvis du smager godt efter, vil du opleve, at smagen i din whisky viser dig frem i flere forskellige afdelinger. Der er naturligvis røgen. Der er alkoholens kraft og varme – men der er også sødmen og vinen, der mildner udtrykket, inden røgen igen sætter ind med mere eller mindre voldsomhed, alt efter hvor stor en slurk man har taget.
Producent:
Finlaggan Single Malt er opkaldt efter Finlaggan Castle, der ligger på en lille tange, der går ud i søen Loch Finlaggan, på øen Islay i de Indre Hebrider. Finlaggan Castle var herresædet for den legendariske Lord of the Isles, som har lagt navn til lige så legendariske aftapninger af whiskyer som til drabelige historier om kampen mellem vikinger og de lokale gæliske rebeller. Prøv at dykke ned i historierne – men pas på du ikke bliver så fanget af dem, at du glemmer at smage på din whisky! Destilleriet bag Finlaggan er hemmeligt, altså det vi tidligere har kaldt for ’undisclosed’ eller som nogle også kalder for en ’mystery malt’. Uagtet, at vi ikke ved hvad det er for et destilleri, så er det stadig en single malt – og altså ikke en sammenblanding af flere forskellige maltwhiskyer.
Dagens citat:
Whiskyfakta:
Dagens whiskyfaktum handler om Blended Malt. Det er et begreb, der godt kan være omfattet af en del forvirring, for det har tidligere været navngivet som Pure Malt og Vatted Malt, men en lovgivningsændring i 2009 fastslog at den terminologi der skulle anvendes var Blended Malt, selv om det efterfølgende har betydet, at mange har forvekslet det med Blended Whisky, som er noget helt andet (se whiskyfakta for 9. december, hvis du har glemt det). En blended malt er i al sin enkelthed en whisky, der er lavet af maltwhisky (egentlig single malt whisky) fra flere forskellige destillerier. Når de bliver blandet er det jo i sagens natur ikke længere single malts – men blended malts. Sværere er det ikke. Blended malts bliver som regel fremhævet som værende mere luksuriøse end blended whisky, der som bekendt også indeholder grainwhisky. Dagens dram er en blended malt. Smag den og gør dig dine egne tanker om kvaliteten.
Produkt:
Så er der igen røg i glasset. Dagens dram er en Clan Denny Blended Malt, Islay – altså en maltwhisky lavet af flere forskellige maltwhiskyer fra destillerier kun på Islay. Der er tørv, røg, malt og krydrede noter i duften, og en væg-til-væg smag indeholder først de samme noter, men glider så langsomt over i mere citrusprægede og medicinske noter (jod og fenoler). Afslutningen er lang og tør med en klar røgkomponent, der varer ved. Det er både en blended malt, som du netop har læst om som dagens whiskyfaktum, men også en small batch, som vi beskrev for et par dage siden. Det betyder, at du kan forvente en lille variation i smagen fra gang til gang, hvis du ikke hører til dem, der køber flere flasker ad gangen.
Producent:
Vi skrev den 15. december, at varemærket Clan Denny ejes af Douglas Laing. Det er faktisk kun en halv sandhed, for Clan Dennys officielle ejer er Douglas McGibbon & Co. De er naturligvis ejet af Douglas Laing og har altid været det, men som så mange andre steder har der været op- og nedgangstider i whiskybranchen i Skotland, og det er velsagtens en af grundene til, at man har spredt sin risiko over flere selskaber – således også hos Douglas Laing. Historien bag navnet er alligevel lidt spøjs. Den nuværende ejer, Fred Hamilton Laing, havde som de fleste mennesker både en mor og en far. Faderen – Fred Douglas Laing (Fred Senior) – lagde navn til virksomheden, men skulle altså bruge nogle navne til sine andre selskaber. Her var det jo praktisk, at kunne bruge sin ægtefælles fødenavn, og således gik det til, at Fred Juniors Clan Denny-selskab i dag er opkaldt efter hans mors slægt: McGibbon. Vi kender dem også fra en række glimrende aftapninger i Provenance-serien.
Dagens citat:
- “Logic, like whisky, loses its beneficial effect when taken in too large quantities” – Lord Dunsany, irsk forfatter
Whiskyfakta:
Hvis man skal følge reglerne helt slavisk, så er der faktisk kun fire whiskyregioner i Skotland: Lavlandet, Højlandet, Islay og Campbeltown. I praksis forholder det sig dog lidt anderledes. Det er vel de færreste, der i dag ikke anerkender, at Speyside – hvor omkring halvdelen af de aktive destillerier ligger – er sin egen region. Traditionalisterne i Speyside fortsætter dog stædigt med at skrive Highland Whisky og ikke Speyside på etiketterne, men de fleste sætter en ære i at skilte med, at deres destilleri hører til i den frugtige, sødlige og elegante stil som vi kender fra Speyside.
Der er kun ganske få destillerier tilbage i Campbeltown – faktisk så få, at man på et tidspunkt overvejede om det var på tide at få lukket byen ned som selvstændig region. Det ville have været en slem rids i stoltheden for en by, der på et tidspunkt husede mere end 35 destillerier.
Det kan også forekomme lidt utraditionelt, at Islay er sin egen region, og ikke en del af Øerne. Det skyldes givetvis, at whiskystilen herfra er så speciel (det er her man laver de meget røgede og medicinsk prægede whiskyer), at det er mest i forbrugernes interesse at give dem en selvstændig regional whiskyklassifikation, som de kan søge – eller gøre alt for at undgå – alt efter temperament.
Vi skrev godt nok Øerne, ovenfor. Men i virkeligheden er det slet ikke en selvstændig region, men en del af højlandet. I praksis er det dog sådan, at man blandt kendere refererer til en særlig ’Ø-karakter’ – og derfor lader whiskyerne fra Arran, Jura, Mull, Raasay, Lewis, Harris, Skye og Orkney få sin egen omtale, som om det var en selvstændig region. Det er det imidlertid ikke, men mon ikke det sker på et tidspunkt?
Produkt:
Efter et par dage med røg, er det tid til at komme tilbage til det klassiske. Igen er det BenRiach der er i glasset – og her i deres bud på en daglig dram. Med reference til destilleriets placering i hjertet af Speyside, er Heart of Speyside en god begynderwhisky. Der er stadig et betydeligt skridt op i kvalitet fra en normal blended whisky, og fylden og det klassiske Speysideudtryk er tydeligt i dagens dram.
Producent:
Vidste du, at BenRiach oprindeligt blev bygget som Longmorn B af John Duff i 1898? Han var en succesfuld destillatør på de tider, og havde tidligere haft med både GlenDronach (som jo i dag er en del af BenRiach Distilling Company), Glenlossie og altså Longmorn at gøre. Longmorn blev bygget i 1894 og var så stor en succes, at BenRiach skulle bygges for at kunne følge med efterspørgslen. Desværre indtraf en større krise i branchen kort efter destilleriet var færdigbygget, så det var lukket i en årrække. I dag har det større succes end nogensinde før – især takket være Billy Walker & Co. – der virkelig har bragt destilleriet på landkortet som en kvalitetsproducent af maltwhisky – i hjertet af Speyside.
Dagens citat:
- “Whisky, like a beautiful woman, demands appreciation. You gaze first, then it’s time to drink.” - Haruki Murakami, japansk forfatter
Whiskyfakta:
I dag skal vi fordybe os lidt mere indgående i lagring af whisky. Når råspritten løber af kedlen er den som bekendt helt klar som vand. Det må jo så betyde, at vores whisky får sin farve et andet sted fra. Det sted er, som du nok allerede ved, egetræsfadene. Det er ikke tilladt at tilsætte smagsgivere i nogen form. Man må justere farven en lille smule ved hjælp af et karamelbaseret farvestof, der har nummeret E150a. Det bruges stadig en del – især i de whiskyer, der laves i rigtig store mængder. Men der en bevægelse væk fra tilsætning af farve, og den kan ofte ses angivet som ’no colouring’ på flasken. Der er stor forskel på, hvordan de enkelte fadtyper bidrager. Det siger sig selv, at jo friskere og nyere fadene er, jo mere smag, farve og bidrag har de at tilbyde. Hvis ikke der er leget med farvestof, vil man som tommelfingerregel kunne sige, at ex-bourbonfade (eller barrels, som de hedder i USA), bidrager med en lys og klar karakter – nærmest som hvidvin. Men man kan alligevel ikke være helt sikker, for hvis det er et first fill fad, som ikke har været brugt i mange år i første anvendelse i USA, så kan der sagtens være en hel del farve at hente her. Omvendt med sherryfadene (som typisk kaldes Butts og er på omkring 500 liter). Hvis whiskyen herfra er lys og let, så er der sandsynligvis tale om et sherryfad, der har nogle år på bagen, mens de nye fade, ofte markeret med ’First Fill Oloroso’ på etiketten, kan give en utrolig aktiv påvirkning af den klare sprit, som derved tager meget farve, allerede indenfor det første år. Der findes også andre fadtyper, men de to ovenstående er de mest anvendte. Hvis du husker tilbage i denne måneds drammer, så smagte du for tre dage siden en whisky, der havde lagret på portvinsfad. Aftapninger, der har ligget helt eller delvist på portvinsfade – eller ’Port Pipes’, som de kaldes, kan godt have en tendens til at blive lidt pink, eller laksefarvede, så hvis du bliver præsenteret for en blind whisky med den kulør, så har du lidt at gå efter, når du skal vælge dit svar. Whiskyfade bruges omkring 60 år, inden de pensioneres som blomsterkummer eller blærerøvspynt i et velforsynet herreværelse.
Produkt:
Dagens dram er endnu et eksempel på en small batch single malt. Som i går er det en højlandswhisky, men i dag er der ekstra Sherry på drengen. Otte fade er stukket sammen til en harmonisk dram, som bærer navnet Sherry Cask Malt. Du lagde sikkert også mærke til, at der ikke står destillerinavn på. Gjorde der det, ville prisen være højere, er vi sikre på. Du får her en herlig duft med sherry- og maltsødme i forgrunden, efterfulgt af frugt og et lettere antydninger af rosiner, med blomster og citrus i baggrunden. I smagen fylder sherryen mere, og underliggende noter af mørk chokolade, honning og appelsin blander sig efterhånden. Den har en imponerende lang eftersmag, når man tager den lette alkoholstyrke i betragtning. Tydeligt fadpræg og en dejlig krydret og varmende mundfornemmelse slutter dagens dram af. Den flotte balance mellem frugt, blomster, honning og citrus gør, at den fremstår let og frisk, mens de mere sødmefulde komponenter gør, at den alligevel føles fyldig.
Producent:
For tredje gang en aftapning fra italienske Wilson & Morgan. Som det var tilfældet med House Malt – Born on Islay, er der tale om en relativt ung, men alligevel velbalanceret whisky, lavet af en serie søsterfade fra samme destilleri, til en samlet batchstørrelse på omkring 3.000 flasker. Igen får vi et sikkert fingeraftryk fra Fabio Rossi, der balancerer de enkelte fade og giver os en solid og velsmagende dagligdagswhisky, med alle de kvaliteter man kan ønske sig fra en højlandswhisky. Den er ret karakteristisk i sit udtryk, men mon den er tro mod destillerikarakteren? Vi kan ikke hjælpe dig yderligere – men håber du vil nyde dagens dram.
Dagens citat:
- ”I wish to live to 150 years old, but the day I die, I wish it to be with a cigarette in one hand and a glass of whisky in the other.” - Ava Gardner, amerikansk skuespillerinde
Whiskyfakta:
Dagens emne er røget whisky – eller rettere hvilke forskellige grader af tørv de inddeles i. Teknisk set er det nemlig ikke nødvendigvis et spørgsmål om det man kan smage eller dufte – med et fint ord: den organoleptiske oplevelse. Det er noget man kan måle sig frem til, oftest ved hjælp af gaskromatografi, som er en kemisk analysemetode, som afslører de fineste detaljer i indholdet af et stof, eller som her: en væske. Tørvetheden, eller peatiness deles typisk op i fire niveauer og tre såkaldte peat levels, som måles i ppm (eller i virkeligheden pppm: phenol parts per million). Det åbenlyse er unpeated – eller urøget – whisky, hvilket faktisk er langt de fleste, modsat hvad man ofte hører fra lægfolk. Der er ingen eller kun ganske lidt tørveindflydelse – man siger normalt maks 5ppm – alt derunder er næsten ikke til at registrere, med mindre man er meget trænet. De letrøgede er i kategorien under 15ppm, de mediumrøgede (medium peated) omkring 20ppm og de meget røgede (heavily peated) over 30ppm.
Tørv forekommer naturligt i vandet, visse steder – men det, der afgør styrken, er altså indholdet af fenoler. Disse kommer typisk fra den maltede byg, hvor denne er tørret over tørverøg. Der er whiskyer, der praler med meget store tal, men sandheden er i praksis, at disse tal er endog meget væsentligt reducerede, når først fenolerne har gennemgået destillationen. Her falder fenolindholdet til mellem halvdelen og en tredjedel af det oprindelige. Fenoler kan i højere koncentrationer tydeligt duftes og smages, mens det kan være svært at dufte de lave koncentrationer, mens de ofte godt kan smages – eller i hvert fald registreres som en let prikken på tungen.
Produkt:
Dagens dram er en ung og stridbar bandit. Der er solidt med alkohol: 46% - den er ung: 5 år gammel, og den har fået betegnelsen Heavy Peat af aftapperen Wilson & Morgan. Det er en small batch-aftapning, der i alt er resulteret i 3.060 flasker. Som det fremgår, er der tale om en uafhængig aftapning fra destilleriet Ardmore, der ligger som et af de mere østlige destillerier i Speyside. Ardmore er også hjemsted for den populære blend Teacher’s, og det er da også til det produkt, at hovedparten af produktionen går.
Man har efter sigende en helt speciel måde at få røgen ind i whiskyen på. Man kan aldrig få et helt præcist svar, men da en af de centrale personer i produktionen blev spurgt, om det var rigtigt, at røgen kommer fra brugen af ex-Islay-fade i lagringen, svarede han følgende: ”Ardmore har samme ejer som Laphroaig. Deres fade tømmes og tappes samme sted, og når man har tømt et Laphroaigfad, har man ikke så meget at bruge det til. Du kan selv drage dine konklusioner”. Det vil vi også lade dig gøre.
Duften er krydret, blød og aromatisk, med klare tørvenoter. Der er en fyldig og cremet smag, med klare vaniljenoter. Som det ofte er med peatede speysidere, så er der også her en god portion frugt, i retning af æbler og pære, der giver drammen en fin elegance, ud over de mere brutale unge røgaspekter.
Producent:
For anden dag i træk tager vi til Italien og til Wilson & Morgan. Denne gang er det for at møde et eksempel på den slags aftapninger, som Fabio Rossi også kan finde på sine ture rundt i Skotland. Vi har tidligere været inde på om en whisky er aftappet med vanlig destillerikarakter eller ej. En af Wilson & Morgans specialiteter er, at de kan begge dele. De kan aftappe i destillerikarakter, som for eksempel de mange 18 års sherryaftapninger fra Mortlach, som er helt fantastiske, men de kan også gå i den helt modsatte grøft, og finde nogle fade der virkelig udfordrer køberen, og kan give helt særlige udtryk en chance på markedet. En sådan whisky er dagens dram i dag. Prøv den og gør op med dig selv om du kan lide den. Uanset hvad, vil du forhåbentlig synes at det har været en sjov oplevelse at smage den. Vi synes altid, at det er interessant at opleve et nyt udtryk.
- “Americans are big boys. You can talk them into almost anything. Just sit with them for half an hour over a bottle of whisky and be a nice guy.” - Nguyen Cao Ky, vietnamesisk politiker
Whiskyfakta:
Dagens whiskyviden er en lille forklaring på, hvorfor så mange whiskyer aftappes ved 46%, eller lige deromkring. Den 6. december omhandlede artiklen koldfiltrering, eller måske snarere ikke-koldfiltreret whisky. Der er den lille finte ved ikke-koldfiltreret whisky, at hvis de bliver kølet ned – eksempelvis på vej hjem fra butikken, en kold decembereftermiddag – kan de godt kan gå hen at blive lidt uklare at se på. Skotterne kalder det ’cloudy’. Det består i al sin enkelhed af, at olierne har en anden opførsel end vand, ved forskellige temperaturer. De fortykkes lidt i kulden og dermed bliver deres tekstur anderledes i forhold til vand – og det lidt uklare udtryk kommer frem.
Men der sker noget magisk ved en alkoholvolumen på 46%. Her er der alkohol nok i opløsningen til, at frysepunktet hæves lidt, og at olierne og vandet i whiskyen derfor reagerer mere ens end ved lavere procenter. Det betyder, at din whisky fremstår mere ensartet og klar, så den også er pæn at se på. Nu er der jo i sig selv ingen grund til at køle sin whisky ned, men husk, at hvis du alligevel skulle finde en flaske, som er godt kold – og en lille smule uklar i udtrykket, så kan du trygt tage den med ro. Det uklare er smagfulde olier, som har fået lov til at blive i whiskyen – og det er vel i og for sig ikke så ringe endda?
Produkt:
Dagens dram er en helt klassisk Balmenach – en dram, der er skabt til udelivet i Skotland – til Deerstalkeren – altså Skyttens medhjælper på de store godser, hvor man driver kommerciel jagt, og hvor der er masser af plads til, at de store vildtflokke kan vokse sig imponerende flotte og trofævenlige. Hvad de færreste ved er, at Deerstalker også er navnet på en hat. Vi kender den alle, måske uden at vide det, for en Deerstalker kaldes i Danmark for en Sherlock Holmes-hat. Den er så synonym med fiktionsdetektiven, at vi næsten kan dufte røgen fra merskumspiben. Dagens dram markedsføres altså som en undisclosed whisky – en Deerstalker 12 – men som noget ret usædvanligt, så fremgår destilleriet navn med småt på etiketten, selv om der nok er mange, der overser det. Den har en frisk og let syrlig duft af frugt, med antydningen af vanilje og en underliggende, honningagtig sødme som kandis eller sirup. Smagen er i den fyldige afdeling, igen med vanilje, tung frugt og godt med komplekse krydderier.
Destilleriet Balmenach er et af de ældste Speysidedestillerier, helt tilbage fra 1824. Det ligger i The Cairngorms National Park, som er det bjergrige område centralt i Speyside, på den østlige side af River Spey.
Producent:
Deerstalker er ansvarlig for dagens dram, og her har vi at gøre med den uafhængige producent og aftapper, Paul Auston fra Aberko. Paul har mange års erfaring i branchen og står bag en række klasseprodukter, ud over hans whiskyaftapninger. Den mest kendte er måske Hutchison’s Ginger Wine, der gør det fremragende i en Whisky Mac, eller som ledsager til Thaimad – enten i retten eller i glasset dertil. Briterne har en tradition med ingefær, som vi ikke helt kender herhjemme, og i den disciplin er Paul Auston i top.
På det seneste er der også kommet en række blendede Deerstalker-whiskyer, men ellers kender vi Deerstalker-serien som maltwhisky. Vi skrev ’serien’, for der er flere. Den består af en 10-års, en 12-års, en 15-års og en 18-års, men det er lidt ujævnt hvordan de kommer ud, for som uafhængig aftapper skal fadene jo være tilgængelige for Aberko, før de kan produceres. Ud over de aldersangivne, er der også blevet udgivet en række enkeltfadsaftapninger i de senere år. Der er mindeværdige aftapninger fra de lidt mindre eksponerede destillerier, Braeval og Allt-a-Bhainne. Prøv dem, hvis du falder over dem – det er glimrende whisky til rimelige penge.
Dagens citat:
Whiskyfakta:
Grainwhisky er ikke det mest dansklydende ord i whiskyvokabulariet. Men det lyder alligevel lidt bedre end ’kornwhisky’, som nok er det nærmeste man kommer en direkte oversættelse. I virkeligheden er det en samlebetegnelse for alt korndestillat, så maltwhisky er i princippet også grainwhisky, men betragtes som mere ædelt, på grund af den store omvej man må tage omkring maltningen af byggen, inden mæskning og destillering.
Grainwhisky er den dagligdags betegnelse for whisky lavet af mere end en slags korn, og som oftest også lavet kontinuert på en kolonnekedel, i modsætning til maltwhiskyernes batchdestillering i kobberkedler, lokalt kaldet pot stills. Der er normalt en portion maltet byg i opskriften, for at få enzymerne i gang med gæringsprocessen, og derefter er der egentlig nogenlunde frit slag – i hvert fald hvis vi holder os i Skotland. Man kan bruge umaltet byg (hvilket irerne bruger til deres Pot Still Whiskey); man kan bruge majs og hvede; man kan bruge rug (som vi kender fra Rye Whiskey) eller man kan gå til yderligheder og bruge havre, hirse og boghvede. De sidste tre er ret uvanlige, så dem springer vi hurtigt over, få de har en ret eksotisk indflydelse på slutresultatet. Til gengæld er det værd at dvæle lidt ved majs, hvede og rug. Tager vi rugen først, så giver det en krydret duft og smag, der klart går i retning af peber, mens det i nogle aftapninger giver mere grønne noter i retning af dild eller estragon. Rug ses oftest anvendt i USA, men rug er på vej frem, både i Danmark, men også i Skotland. Til gengæld er majs og hvede meget anvendt. Begge kornsorter resulterer i et sødere destillat end de øvrige nævnte. I USA er det endda sådan, at hvis man bruger meget hvede i sin opskrift (mashbill), så giver det meget tydeligt en sødere whiskey.
I Skotland kan man ofte også få en mere græsagtig note med grainwhiskyen, ud over lidt ekstra sødme. Det er grunden til, at man ofte finder begge disse noter mere fremtrædende i blended whisky, end i maltwhisky.
Produkt:
Dagens dram er igen en Finlaggan – den dejlige røgede whisky fra Islay. Vi har fat i den udgave, der hedder Old Reserve, som er en small batch, der indeholder lidt ældre whisky end standardudgaven, og derfor er lidt mere afdæmpet i sit røgudtryk. Finlaggan Old Reserve har en duft, der begynder med medicinske noter, plaster, saltede nødder, tørverøg og grove kiks. Smagen har igen kiks, korn og malt – med lidt røg og jod, samt varme krydderier som ingefær, muskatnød og peber. Den har en lang og relativt sød afslutning, med ristet eg, og med lidt grønne noter i retning af estragon og pebermynte. Det er en fremragende dram til prisen, og appellerer til en bred kreds af whiskynydere, især dem med en lille forkærlighed for tørv og bål!
Producent:
Bag Finlaggan Single Malt står firmaet The Vintage Malt Whisky Company, og de gør alt hvad der står i deres magt for at hemmeligholde hvilket destilleri, der lægger fade til Finlaggan. Hvis du nørder i den slags, så husk, at uanset hvad andre siger og gætter på, så er der størst sandsynlighed for, at en skjult Islay malt kommer fra Diageo-destilleriet Caol Ila. Og hvorfor så det? Jo, det er ganske enkelt det største destilleri på Islay, der producerer suverænt mest whisky, og derfor er sandsynligheden størst for at whiskyen er derfra. Det er klart, at nogen kan sidde med en trumf, og ligefrem vide hvor en no-name Islay malt er fra – men så er det jo heller ikke længere gætværk, men urent trav.
The Vintage Malt Whisky Company ligger i byen Milngavie ikke voldsomt langt fra Glasgow. Men vær opmærksom på, at hvis du står på en af stationerne i Edinburgh og venter på toget dertil, så kommer du til at vente længe, med mindre du lige spidser øren. For Milngavie udtales på skotsk noget i retning af [mol-gaii] – så det er nok værd at vide. Ellers kan du jo bare læse skiltene på perronen – men skulle du spørge efter [mil-n-gawii], som de fleste danskere ville udtale det, så må du nok belave dig på et bredt smil inden du får svaret – og et højlydt fnis, når du har vendt ryggen til.
Dagens citat:
Whiskyfakta:
Kalenderen er slut for denne gang. Vi håber, at du har fundet det interessant, at få lidt teknik og fakta med hver dag. Man bliver aldrig færdig med at studere whisk(e)yens forunderlige verden. Har du et glas i hånden, eller går så vidt som til at byde på en dram, er der altid en der gerne vil diskutere om det nu også kan passe, eller lytte på i næsegrus beundring. Skal vi anbefale dig en vej videre i whiskyens verden, så tag et kig på svenske Ingvar Röndes fortrinlige bogserie med navnet Malt Whisky Yearbook. Han udgav den første i 2006 og har hvert år siden udgivet en ny, opdateret og endnu bedre udgave, med spændende artikler om fakta og trends – og en oversigt over destillerier over hele verden, med fokus på alle de skotske. Skal du på whiskytur til Skotland, er den en uundværlig rejsemakker, og så er den ikke større, end den kan være i tasken. Eller på bordet – lige der hvor du sidder i den bløde stol, med et glas whisky inden for rækkevidde. Man læser og forstår simpelthen bedre med en dram i hånden – og vi ved jo alle, at man bliver lidt klogere, når man har fået et par stykker.
Produkt:
Som kalenderens sidste dram har vi en 18-års Tomatin på programmet. For mange destillerier gælder det, at netop deres 18-års er der hvor destilleriet viser dig fra sin allerbedste side. Perfekt moden, men stadig med tilstrækkelig destillerikarakter tilbage til, at man kan fornemme hvor det hele kommer fra. Dagens dram er ingen undtagelse fra den regel. Duften domineres indledningsvis af træ, som man kender det fra polerede møbler i ædeltræ. Der er en let antydning af svovl, der dog hurtigt afløses af nogle let brændte noter, der bliver til karamel, appelsinskal, læder og tobak. Smagen er fyldig, fed og kompleks, med en solid, varmende sødme, tydeligt sherrypræg, med nødder, malt og chokolade. Eftersmagen er lang og udtørrende. Hvis du tør, kan det løses op med en dråbe vand.
Producent:
Det er juleaftensdag – måske endda juleaften – så det er nok ikke dagen til lange forklaringer og anekdoter. Vi har efterhånden også skrevet hvad der er at vide om Tomatin, men du får alligevel et sidste pip med om destilleriet, nær Inverness. Det er her du finder en af whiskybranchens bedste ’photo opportunities’: Tomatin har nemlig valgt at skære deres gigantiske, ekstra mashtun (mæskekar) op, så man kan gå ind i den og se hvordan det hele teknisk hænger sammen. Der findes næppe en herreklub eller en whiskyentusiast, der har været på besøg, der ikke er blevet fotograferet, stående på kanten af den – med det bredeste smil på. Mangler du et sidste julegaveønske, så tænk på, at næste år kan det være dig. Giv dig selv en tur til Skotland. Glædelig jul!